Her på stedet lå der vist oprindelig en bodega af en slags, selvfølgelig gjorde der det, vi er jo på Nørrebro. Så kom der en café, og så kom der en café, selvfølgelig gjorde der det, for vi er jo på Nørrebro i det enogtyvende århundrede. Og nu ligger Café Avss her, og det har den selvfølgelig ikke gjort så længe, for det gamle bodegaklientel der udgør det naturlige geografiske grundlag søger tilsyneladende noget andet. Her sidder godt nok et par klassiske ældre brokvartersherrer og -damer og diskuterer hvor mange slags frugt man ifølge tv-doktoren skal have om dagen, men de er nu nok gået forkert; i hvert fald står jogginglooket dårligt til det køligt æstetiske Avss. Kombineret ejerskab og betjening er beundringsværdigt sødt, men det formår ikke at overdøve indtrykket af en hel fantasiforladt og selvdød indretning. Vi indrømmer at vi faktisk ikke forstår det: Hvordan kan noget der er veldrevet, propert og bundseriøst være så ligegyldigt? Men vi skal heldigvis ikke forstå det, vi er jo ikke værtshusholdere. Dankort
|