På grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro ligger et værtshus der har noget godt fra begge verdener. Der er et godt venligt slidt look i bedste folkelige vesterbrostil og priser der stadigvæk er demokratiske nok til ikke at sende værtshusgængerne hen over kommunegrænsen, og samtidig en vis frederiksbergsk herskabelig fornemhed med højt til loftet og en kongelig allé med udendørs servering i sommertiden. Faktisk er det kongelige lidt af et tema her på stedet. Den sjette Frederik som har lagt navn til både bydelen, haven og alléen, hænger på skilderierne som værtshuset er udsmykket med. Vi kender kun etablissementet fra de sidste tredive år, men i den tid har det ikke ændret sig det store; godt nok har toilettet fået en stærk tiltrængt opgradering, og det samme har øludbuddet, men kunderne er basalt set de samme lokale. I de senere år har selv priserne stort set holdt sig i ro, og da finans- og kreditkrisen også er nået til Frederiksberg, er der ingen grund til at Frederik VI ikke også i fremtiden vil være et rigtigt godt bud på et solidt og hyggeligt værtshus. Om onsdagen er der stegt flæsk og persillesovs, men husk at bestille bord. Efter flæsk, øl og snaps har lagt bunden, kan man så med fordel til dessert nyde et stort og nogenlunde varieret udbud af bl.a. godt amerikansk, belgisk, tysk og dansk øl. Dankort
|