At dømme efter navnet må caféen her være et tidligere apotek, og indtil for nylig var her et mere klassisk værtshus, men som vi sidder her i et stort lyst lokale med stilig stuk i sommerlig stemning, kommer vi nærmere til at tænke på forrige århundredes landliggerliv hvor det københavnske pengearistokrati anlagde lystejendomme i det nordlige bondeland. Selv om det regner ude på vejkrydset ved Hellerup Station og her sandt at sige ikke er udpræget sommerligt, kan vi sagtens forestille os en benovet Lykke-Per eller H.C. Andersen som træder ind i de luftige gemakker for straks derefter at blive slået omkuld af kravet om 65 kroner for en flaske mikrobryg fra Fanø. Den slags kan måske godt løbe rundt, men denne eftermiddag kort før lukketid har vi i hvert fald kun selskab af en enkelt lattedrikker som næppe egenhændigt kan betale bartenderens timeløn. Det er jo ikke vores problem, så lad os bare anbefale dette smukke sted til en stille luksusøl fra Fanø eller Nørrebro. Dankort.
|