Lukket Helt afgjort et af Dragørs førende værtshuse, centralt placeret på hovedgaden og i tilknytning til Strandhotellet. Klinkegulv, båse og en bar med adgang fra tre sider. I enden modsat baren fandtes tidligere et billardbord med godt albuerum, men nu står der sørme et bordfodboldspil. Det kan jo alt efter temperament tjene som anbefaling eller advarsel, men det giver i hvert fald et solidt vink om hvem det er der nu frekventerer stedet. Tilhørsforholdet til byen og havet markeres af ophængte søkort og gamle billeder fra Dragør. I parentes bemærket er det gode ved gamle Dragørmotiver at alle lokaliteterne findes endnu og er genkendelige hundrede år efter. Matrosen er det værtshus i Dragør der ligger tættest på havnen, og en lørdag aften i sæsonen kan man være så heldig at det giver stedet et internationalt præg, men i de senere år er Matrosen faldet godt og grundigt af på den. De tilfældige bartendere der er her, brænder ikke for stedet, og de efterhånden noget slukørede gæster kommer her egentlig kun fordi vanen kræver det. Musik er som regel fra jukeboxens klassiske repertoire. Dankort
|